Vild Med Vand

Kæmpe program til Nivå Havnefest

Også Nivå er med i Havnens Dag 2017 10. juni – bl.a. med demonstration med redningshelikopter og dykkere. Og med hidsig vanddyst mellem Fredensborgs to borgmesterkandidater

Som sædvanlig har Nivå Havn lagt op til en storstilet Havnedag i begyndelsen af juni. Men i år har man tilknyttet sig den landsdækkende Havnens Dag via Vild med Vand, som 80 havne landet over er med i via et samarbejde mellem FLID, foreningen af danske lystbådehavne, og Dansk Sejlunion i samarbejde med Nordea Fonden. Og alle sejl er sat til - ikke alene kan man prøve alverdens søværts aktiviteter rundt omkring på den hyggelige havn den 10. juni – man kan også se forsvarets store redningshelikopter i aktion med en nødstedt sejler i åbent hav og opleve Nordsjællands Brandvæsen redde en ”druknende” i havnen med dykkere.

Sidst, men ikke mindst, er der lagt op til en spændende Trekamps dyst mellem de to, som stiller op til K-Valg 2017 som borgmesterkandidater for hvv rød og blå blok: Thomas Lykke Pedersen og Lars Søndergård: De skal vise, hvem der er bedst til at flå en rødspætte, hurtigst til at ro 250 meter i en professionel romaskine og bedst til at stå længst på et SUP (StandUpPaddle) surfboard.

Aktivitet fra alle foreninger

Som tidligere år er samtlige foreninger på Nivå Havn med i Havnedagen og byder velkommen til at få mere at vide om alt det, man kan ”gå” til på Nivå Havn: Snakke med fritidsfiskere og vinterbadere, prøve at sejle i forskellige både, store som små, ro og padle, suse på surfbræt eller vandski. Der er også krabbevæddeløb og klapning af levende fisk for børnene. Ja, man kan sågar prøve at gå på vandet. Og der er naturligvis også loppemarked for alle.

Desuden er der jazzmusik både i den ene og den anden ende af havnen, gode tilbud i de to restauranter Lagunen og Trekosten, istilbud i kiosken og velkomsttilbud i den nye Cafe Strandhuset, som åbner netop i starten af juni. Den ejes bla af Gitte Faurholt, som oprindelig har startet Nivå Bådelaugs klubrestaurant, siden har startet Restaurant Trekosten og derefter Cafe Skagen i Hørsholm.

Alle aktiviteter er allerede nu lagt ind på hjemmesiden Vild med Vand / Nivå, hvor man kan studere alle mulighederne.

Mere info: Annemette Allerup

aa@annemetteallerup.dk

 

 

Sponsorer